Korlivet
Som sanger i Fredensborg Slotskirkes Pigekor får du både oplevelser for livet og en professionel uddannelse som kirkesanger. Med ugentlige korprøver og højmesser samt mange private og offentlige koncerter årligt er vi meget sammen. Vores årlige korweekend og koncertrejser styrker sammenholdet og løfter det musikalske niveau.
Arbejde og fritid smelter sammen
Fredensborg Slotskirkes Pigekor er vores fritidsarbejde. Vi får løn for at være kirkesangere ved gudstjenesterne og er på arbejde, når ”kirken har åbent”, dvs. søndag morgen og på helligdage, men vi skiftes til at stå tidligt op om søndagen!
Vi er stolte over vores arbejdsplads! Det er hyggeligt på en grå søndag morgen at se børn blive døbt, at opleve unge blive konfirmeret og være tilstede, når et par siger ’ja’ til hinanden.
Det er også fantastisk at give koncerter, hvor vi mærker, at alle giver deres bedste – at fornemme samklang og fællesskab. Det er noget unikt. Det ved alle, som synger i kor – men vores føles ekstra specielt, fordi vi har de royale rammer omkring os.
Selvom det at synge i Pigekoret er et lønnet arbejde, er der ingen tvivl om, at vi også ser Pigekoret som vores hobby, hvor vi får lov til at udleve vores musikalske ambitioner.
Mødetider
Vi har korprøver i Asminderød Sognegård hver tirsdag fra kl. 18:30 – 21:00 med en lille snackpause undervejs.
Derudover har vi årligt 10 ekstra søndags-korprøver, hvor vi spiser frokost sammen, ligesom vi har solosang i løbet af året med en professionel sangpædagog.
I november måned tager vi på korweekend og forbereder os på julekoncerterne.
I skolernes sommerferie har vi fri.
At være elitesanger
Cille Buch, vores dirigent, sammenligner deltagelse i koret med at være på udvalgt hold indenfor fx en elitesportsgren. Hun har høje ambitioner. Man kan ikke gemme sig i vores kor! Hvert enkelt sanger skal kende sin egen stemmekapacitet, både stående, siddende – og liggende!
En elitesanger øver sig derhjemme, kommer velforberedt, har styr på sin kalender og prioriterer korlivet – ellers er det svært at følge med, selvom vi er gode til at hjælpe hinanden.
Når du bliver optaget i Pigekoret, vil du begynde som “tuttisanger”. Her får du tid til at finde din plads. Senere, når du har opnået mere erfaring og føler dig tryg, kan du blive ensemblesanger, som udfordres ved at synge soloer eller være i en duet, trio eller kvartet.