Spring til indhold

Ledelse

Fra 1. januar 2023 består vores lille lederteam af en dynamisk duo med stærke rødder i musikkens verden.

To ildsjæle, som kender hinanden fra Det Danske Musikkonservatorium, fortsætter arbejdet med at give Pigekoret de bedste rammer for at dygtiggøre sig. I arbejdet lægger de vægt på at føre de unge sangere godt igennem teenagetiden i en fast og ambitiøs struktur – med stor respekt og omsorg for den enkelte sanger og dennes behov.

Dirigent og ansvarlig leder

Cille Buch

Cille Buch har korets musikalske og kunstneriske ansvar. Hun er solistuddannet operasanger og sangpædagog fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 2011.

Hun arbejder som sangunderviser og coach for andre dirigenter og kor, men kan også selv opleves i operaproduktioner og koncerter rundt omkring i Danmark.

Udover sin rolle som leder af Fredensborg Slotskirkes Pigekor er Cille leder af Nordsjællands Korskole, hvor hun selv underviser Nordsjællands Ungdomskor og Nordsjællands Juniorkor. Som tidligere stemmeansvarlig sangpædagog for DRPigekoret igennem 12 år har vi en meget erfaren dirigent ved roret.

Producent

Monica Nørgård Stevns

Monica Nørgård Stevns er korets ”blæksprutte”, og som Cilles sparringspartner er Monicas rolle bl.a. at varetage al kommunikation på sociale medier, deltagelse i planlægning af koncerter og koncertrejser, salg, markedsføring og pressehåndtering.

Monica har selv været pigekorssanger og blev herefter uddannet som operasanger fra DetKongelige Danske Musikkonservatorium. Parallelt med sangkarrieren som freelance

vokalsolist og virke i flere professionelle vokalensembler har Monica arbejdet
som administrativ medarbejder i BLOXHUB og længe gået med drømmen om at arbejde
”backstage” som producent i en verden af unge sangere.

Vil du høre mere om koret?

Kontakt Cille
fredensborgkor@hotmail.com
+ 45 6029 3860

Kontakt Monica
pr-fredensborgkor@hotmail.com
+ 45 2627 1986

“Kroppen skal bære stemmen
– Sjælen budskabet”

Fællesskab og individualitet

At synge i kor er at indgå i et fællesskab, hvor musikken er omdrejningspunktet og den kærlighed, der binder os sammen. Et korfællesskab er noget særligt, fordi ingen kan skjule sig, når man synger. Sang er den ærligste kommunikationsform, der findes mellem mennesker.

Når man synger i kor, er man ikke alene, man har et sted, hvor alle har valgt at komme, for at udvikle, udtrykke og udfolde sig musikalsk. For at udvikle det stærkest mulige kor kræver det stærke sangere med udtryksvilje og mod. Sangernes individuelle udtryk og skævheder giver koret kant og gennemslagskraft.

At synge så man møder sit publikum kræver en stærk fysik og åben adgang til sit følelsesregister.

Tak for en flot udtalelse fra en forældre!

“Det er med blødende hjerte, at I skal synge vores datter ud af koret i dag. Det har nok været den sværeste beslutning for hende overhovedet. 

Som mor er jeg så ked af, at hun forlader koret, og jeg vil bare sige tusind, tusind tak for nogle utroligt dejlige og givende år, som har været fyldt med de skønneste musikalske oplevelser ❤️. Og tak for den dannelse, disciplin og helt fantastiske undervisning, som hun har fået med på vejen. Det har været så givende for hende at være med i koret – ikke mindst socialt. Alt har styrket hende som person, og det er jeg så stolt af ❤️. 

Tak for at I har taget jer så godt af vores datter. Det har været en fornøjelse at være på sidelinien hele vejen.”